𝟱 𝗠𝗢𝗥𝗘 𝗬𝗘𝗔𝗥𝗦

januar 9, 2024 3:59 pm

Vores nationale kampagne for sikkerhed til søs fortsætter de næste 5 år.

A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond samt A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har valgt at støtte projektet Sikkerhed til søs – i en ny postpandemisk virkelighed i en 5-årig projektperiode fra 2024.

Projektet udspinger af SejlSikkert-indsatsen, som blev søsat af Søfartsstyrelsen, Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden i 2015.

Støtten fra både Orient’s Fond samt A.P. Møller Fonden kan ultimativt være med til at redde liv til søs. For her i Danmark er vandsport nærmest en folkesport.

Vi har 8.593 kilometer kystlinje, og især under pandemien så vi en kæmpe interesse for vandsport. Aktiviteter som vinterbadning, kajak og Stand Up Paddle er blevet superpopulært. Men også klassisk vandsport som sejlads har oplevet et boom – både under og efter pandemien.

Det giver os en kæmpe udfordring med at kommunikere sikkerhed til søs. Vi er derfor enormt taknemmelige for at to af de store maritimt funderede fonde har valgt at støtte os, så vi kan nå bredt ud med vores sikkerhedsindsats. I hvert fald i de næste 5 år.

Også en stor tak til alle jer, både instruktører og ambassadører, der hjælper os med at sprede sikkerhed til søs. Vi glæder os til 5 år mere med jer.