Nyhedsbrev til medlemmerne om generalforsamlingen den 26. februar 2025

februar 21, 2025 1:20 pm

Foranlediget af de forslag til behandling på generalforsamlingen der er fremkommet fra
medlemmernes side, vil vi gerne fra bestyrelsens side fremkomme med vores bemærkninger
hertil.

Bemærkningerne vil blive uddybet på generalforsamlingen; men der vil alle medlemmer
selvsagt ikke vil være til stede, så derfor:

Bent Korsgaard anfører på vegne af brugerne af ”Hyttefadet”, at de mener at have fået at vide
fra bestyrelsen, at de ikke må opholde sig i Hyttefadet.

Det må klart bero på en misforståelse, da vi ikke mener at have udtrykt noget sådant fra
bestyrelsens side.

Når det så er sagt, er det fortsat bestyrelsens holdning, at Hyttefadet er blevet opført med det
formål, at fiskerne skal have et sted at klargøre garn mv., hvorfor der heller ikke skal være fast
og tæt gulv i Hyttefadet.

Det var ikke tanken at Hyttefadet skulle være et ekstra klublokale. Bestyrelsens modstand
mod et tæt gulv, betyder ikke, at vi er imod, at medlemmer opholder sig indenfor.

Der henvises til forslaget via dette link:15-01-25 Forslag fra Bent Korsgaard

Dirk Damsgaard fremsætter et forslag om begrænsning af bestyrelsens handlefrihed i
økonomisk henseende, og uden at præcisere indenfor hvilke rammer.

Dels er forslaget for upræcist til at kunne stemmes om, og dels er forslaget så vidtrækkende
for bestyrelsen, at der vil være tale om en vedtægtsændring med de majoritetskrav der er
hertil, idet der henvises herom til vedtægterne.

Overordnet kan vi fra bestyrelsens side oplyse, at vi i bestyrelsens årsberetning fra sidste år
omtalte flere af de investeringer vi ville igangsætte i 2024/25.

De øvrige punkter Dirk Damsgaard anfører, er punkter der henhører under eventuelt på
generalforsamlingen, hvor ordet som bekendt er frit, uden der dog kan vedtages noget.

Vi kan dog langt fra genkende påstanden om, at vi mister frivillig arbejdskraft med baggrund i
bestyrelsens arbejde.

Der henvises til forslaget via disse links: 15-01-25 Forslag fra Dirk Damsgaard   og 02-02-25 til generalforsamling fra Dirk Damsgaard

Bestyrelsen